Reinkarnation:

For at få en dybere forståelse af de specielle og uforklarlige tendenser, de fleste af os ”lider” af, er det en rigtig god ide, at se nærmere på tidligere livs påvirkninger.
Det handler om, at nå ind til sagens kerne, så man kan forstå sit grundlag fra et bredere perspektiv.

Fobi, angst, fordomme og forventninger kan sagtens have rod i tidligere livs hændelser.
Det er vigtigt, at huske, at det alene er de reaktionsmønstre, du ikke kan genkende hos din familie, der kan stamme fra et tidligere liv.
Du kan også sagtens have gode evner, som du ikke er bevidst om.
Måske tror/ved du, at du kan noget specielt, uden at have prøvet det.
Prøv bare, at tænke på Mozart, der komponerede musik, da han var fire år.

Sidst, men ikke mindst:
Du møder mennesker, du synes, at kende.
Tiltrækkes eller føle afsky uden, at kende personerne.

Vi har levet før og skal leve igen.
Det er den sandhed Svend og jeg må erkende.
I vor bestræbelse på, at finde svar, måtte vi se nærmere på vore tidligere liv for, at søge svar der.
Men ikke lige i dag.
En anden dag.
Tiden gik og så en dag, helt tilfældigt, dumpede der en bog ned i skødet på mig.
Vore venner havde været på tur i Skotland og havde medbragt en stor bog med brittiske slotte og herregårde.
”Se i denne bog, måske kan du finde ud af, hvor du har boet, du har helt sikkert været skotte før”.
Kurt gav mig en temmelig tyk bog og gik ud af stuen.
Han mente, at når jeg altid fik tårer i øjnene, når jeg hørte sækkepibe musik, så skyldtes det naturligvis, at jeg havde levet i Skotland i et tidligere liv.
Ikke mange andre kan udholde den noget specielle musik.

Find lige… jamen, det kan jeg da ikke, tænkte jeg.
Det er Svend, der er specialist i, at se folks tidligere liv.
Jeg bladrede høfligt i bogen, det var da det mindste jeg kunne gøre.
Der var meget, at se på.
1200 slotte og herregårde, det ene flottere end det andet.
Jeg må snart til Skotland, tænkte jeg, stadigt bladrende i bogen.

Pludselig faldt mine øjne på en ruin og tiden stod stille.
Lydene forsvandt, jeg befandt mig i et vakuum og fik gåsehud og kuldegys.
Efter et kort øjeblik fik jeg kontrollen tilbage og lukkede bogen uden, at nævne denne mærkelige oplevelse for nogen.

Henkastet spurgte jeg, om jeg ikke måtte låne bogen med hjem.
Det var jo meget, at se på og vi var jo gæster.
”Selvfølgelig” svarede Kurt venligt, ”det må du gerne”.

Mine tanker kredsede uafladeligt om billedet af den uanseelige ruin.
Det var så besynderlig en følelse, at jeg end ikke fortalte Svend om hændelsen.
Jeg ville have et kort over Skotland og se nøjagtigt, hvor dette gamle slot var.
Inden jeg fik fat på et kort, tænkte jeg over, hvor jeg troede, at det måtte ligge (hvis man nu forestillede sig, at det var muligt for mig, at genkende tidligere liv).
Tanken kom øjeblikkelig:
Til højre for Edinburgh, helt ud til vandet.
Sådan, helt uden varsel.

Nu hastede det med, at anskaffe kortet.
Jo, det lå lige der.
Underligt, men det overbeviste mig ikke.

Jeg havde mange forklaringer om tilfældigheder og lykketræk, så jeg gav Svend bogen og bad ham, at finde et sted, hvor vi havde levet sammen før og på trods af alle de muligheder, der var, udpegede Svend den samme ruin.
”Det er denne ruin.
Vi har haft et liv der og må tage derop”.
Svend var i fyr og flamme, det kunne ikke gå stærkt nok, så vi tog til Skotland.

Det havde jeg ellers lovet mig selv mange gange, men var alligevel altid taget andre steder hen.
Men det var selvfølgelig også før jeg kendte Svend.

Det var med nogen angst, jeg nærmede mig stedet.
Jeg var nervøs for ikke, at genkende noget som helst og var også utryg ved tanken om, hvad jeg ville opleve.

Jeg havde ikke grund til bekymring.
Det forekom helt naturligt, at være der igen.
Ingen tvivl overhovedet, dette var virkelig stedet.

Der var dog nogle overraskelser.
Straks Svend og jeg gik gennem den tykke vindelport, så vi over til højre og udbrød, med én stemme: ”Hvor er staldene”.
Højst mærkværdigt, at stå og blive lettere fornærmet over en manglende bygning på et sted, hvor man var for første gang.
Men der skulle altså have været stalde der.
Det ved vi helt sikkert.
Svend var kusk og arbejdede naturligvis der.

Videre.

Hen og se nærmere på Douglas Tower, det sted jeg havde mit ophold.
Og den store hall, hvor alle samledes til fællesspisning, køkkenet og bryggeriet.
Slottets hjerte, der hvor al aktivitet var centreret.
Da jeg stod inde i den store hall fandt jeg forklaringen på min væmmelse, når jeg har skullet deltage i kapløbet om, at få mest mad ved en buffet.
Det har jeg altid mistet appetitten ved.

Jeg oplevede atter den store hall, fyldt med spisende personer.
Grovspisende.
Maden var gratis og det kunne ikke gå hurtigt nok, med at få spist de bedste stykker kød – og få det næste.
Bordskik eksisterede overhovedet ikke.
Man bøvsede – og det der var værre – efter naturligt behov.

Min daværende familie og jeg sad hævet og kunne overskue hele hallen.
Jeg spiste intet og var stolt af det.
Jeg havde en kontravers kørende med min mor.
Stædig som en kamel, troede jeg at, hvis jeg undlod, at spise længe nok, så ville jeg vinde min frihed.

Men fakta er, at jeg døde ung og ganske tynd, af de almindelige følgevirkninger af spisevægring.
Et mønster, der har været gentaget i dette liv – dog i en meget mildere udgave.
Jeg har ikke haft direkte anoreksi og er da heller ikke død af sult.
Nogen opmærksomhed er den eneste gevinst, der har været.

Nå, ja, jeg er født med hjertefejl… også en kendt følgevirkning.

Billedet skifter og jeg ”ser” en yngre mand.
Det var ham min mor ville tvangsgifte mig med og derfor sultede jeg mig ihjel.

Føj, han var mindre end mig og havde ingen vilje, et håndtryk som en våd karklud og så var han UDLÆNDING.
Jeg ville have en stolt skotte og ikke en tøset franskmand, der lignede en undskyldning for sig selv.
Aldrig i livet!
Jeg havde et voldsomt temperament og var dybt og inderligt vred.
Næsten som en utæmmet vild.

Jeg var forelsket i Svend, men det ville min mor ikke høre tale om.
”En ussel kusk” hvæsede min royale moder, ”det kan der ikke være tale om – slut”.
Mor havde ret meget Steward blod i årerne og var sig det helt bevidst.
Intet var godt eller stort nok.

Vreden genkender jeg godt.
I dette liv har jeg enkelte gange været så ulmende vred, at mine øjne skiftede farve.
Når der har været en uretfærdig situation eller, hvis mine grænser har været overtrådt og min frihedstrang har været truet.

Efter besøget var vi stille i lang tid.
Oplevelserne skulle fordøjes.
Følelserne var i oprør og tankerne fløj af sted.
Jeg ville væk.
Op i højlandet – gerne med det samme.
Være fri og have højt til loftet.

Så vi kørte straks nordpå og havde en skøn ferie.
Skotland er et pragtfuldt land, at rejse i og skotterne er – lidt specielle – men ganske gæstfrie og hjælpsomme.

Efter et par dage oplevede jeg, at være forandret.
Hvor var min naturlige vrede?
Den havde altid været der og nu kunne jeg ikke blive virkelig vred, kun irriteret?

Vi måtte tilbage og besøge slottet, inden vi skulle tilbage til Danmark igen.
Ville jeg kunne føle det samme igen?

Det kunne jeg ikke.
Det var en meget neutral oplevelse, atter, at være på slottet.
Lidt ligegyldigt og denne gang blev jeg lidt forarget over størrelsen af slottet.
Så mange penge, det havde kostet, at opføre, kunne ingen have tjent ærligt.

Duehuset alene var på størrelse med en kæmpe ville i flere etager.
Der har vel været plads til mere end 1000 duer.
De ansatte havde ikke megen plads til sig selv, men det var jo også kun mennesker