|
Anmeldelser
Rikke H, 11-09-06 Bogen er en beskrivelse af forfatterens oplevelser i forbindelse med et alvorligt sygdomsforløb, både i hospitalssystemet og i den spirituelle verden. Derudover rummer den også mange gode råd til og tips om det at være patient. Den gennemgående historie er forfatterens sygdomsforløb med blandt andet fejldiagnosticering og deraf følgende alvorlig livstruende tilstand. Den er skrevet på en fængslende måde, som gør at man ikke har lyst til at lægge bogen fra sig. Det er samtidig også interessant at læse om forløbet set fra sygesengens side. Ud fra de passager der omhandler de spirituelle aspekter, er det tydeligt at forfatteren har en stor viden om og en meget naturlig tilgang til den spirituelle verden. Det betyder at man som læser guides ind i den spirituelle verden uden en masse hokus pokus. Jeg vil gerne varmt anbefale denne bog. Den er interessant for alle mennesker, da vi alle kan komme ud for at blive alvorligt syge. Herudover er den specielt egnet til personale og studerende i sundhedssystemet, idet den blandt andet giver stof til eftertanke om hvordan patienterne oplever den behandling, som de får. Lisbeth nørskov s, 02-09-06 ”En helt anden verden” af Catharina Lysborg. Anbefalelsesværdig bog om et bekendtskab med et deklasseret sundhedssystem, som sikkert vil overraske mange danskere, der stadig lever i den tro, at vort samfund er blandt de bedst fungerende i verden. Fængslende – den første del af bogen er skrevet som en spændingsroman/thriller, man umuligt kan lægge fra sig førend man er nået til oplysningerne om den uheldige fejlbehandling, forfatteren var udsat for, og ikke mindst hvordan hun lykkeligvis overlevede med hjælp fra en af de dygtige behandlere, som heldigvis også findes i det offentlige system. Forrygende – information til patienter eller pårørendes eget brug. Kan bruges som en slags håndbog med gode råd til hvad man selv kan gøre i en konkret situation, også til hvordan man kommer videre, og ikke mindst hvordan man desværre selv er nødt til kritisk at medvurdere en diagnose eller behandling, da fejl i disse er noget, som ifølge statistikkerne, alt mange danskere kommer ud for. Fascinerende – meget detaljeret beskrivelse af drømmene, som Catharina Lysborg oplevede under det højeste stadie af koma, som hun desværre måtte opleve. Bogen giver også en troværdig indsigt i forfatterens private tanker og følelser, hvor hun bl.a. trækker emnet frem om andres reaktion, og hvad der forventes i en givet situation. Den afsluttende spirituelle del giver bogen et ekstra pift, hvorunder man igen ikke kan lægge bogen fra sig, og den leder en videre til at fundere over den dybere mening med livet. Dejligt at Catharina Lysborg tager fat i dette utroligt vigtige emne i dagens samfund; et punkt der halter bagud, og som der skal gøres noget ved! Lisbeth Nørskov, studerende ved Syddansk Universitet. Susanne m, 25-08-06 ANMELDELSE af "En hel anden verden" af Catharina Lysborg. I "En helt anden verden" giver Catharina Lysborg (CL) gavmildt sine egne erfaringer med et alvorligt sygdoms forløb videre til læseren. Med et åbenlyst ønske om at hjælpe andre i samme situation beskriver CL dels sin egen oplevelse med sygdom og fejlbehandling på tre forskellige hospitaler, dels beskriver forfatteren mere generelt, hvad der egentlig sker, når man bliver alvorligt syg. Hvordan man forandre sig, hvad man har brug for og samtidig gives mange opmuntrende og konkrete råd til de pårørende. CL besidder en skøn evne til at kombinere spirituel indsigt og erfaring og samtidig beskrive tingene med sin vidunderlige jordnære, praktiske sans – fyldt med følelser og ærlig selverkendelse. Således indeholder bogen forfatterens spirituelle oplevelser, mens hun var i koma, og der gives mange praktiske råd og vejledning bl.a. ved hjælp af skemaer og lister. På den måde giver bogen næring både til ny forståelse og til bevidst handling i forbindelse med sygdom. Med "En helt anden verden" er man virkelig godt hjulpet - uanset om man er patient, pårørende eller ansat i sundhedsvæsenet. Mine varmeste anbefalinger. Susanne Møberg, coach, billedkunstner og forfatter.
|