En Bøn

HERRE: Du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved, at blive ældre.
Bevar mig for den skrækkelige vane, at tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.
Fri mig for trangen til, at forsøge at ordne andres affærer.
Gør mig eftertænksom, men ikke trist.
Hjælpsom, men ikke nævenyttig.
Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke, at bruge det fuldt ud, men du ved – Herre -, at jeg helst skulle beholde i hvert fald nogle af mine venner. Fri mig fra altid, at ville remse endeløse rækker af detaljer op og giv mig evnen til hurtigt, at komme til sagen.
Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter, selvom Du ved, at de er blevet flere.
Jeg vover ikke, at bede om en bedre hukommelse, men om større ydmyghed når mine erindringer synes, at være i modstrid med andres.
Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.
Hold mig nogenlunde omgængelig.
Jeg nærer intet ønske om, at være en helgen.
Nogle af dem er meget svære, at holde ud. Men et surt og tvært menneske er faktisk et af djævlens mesterværker.
Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet så meget af.
Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.

(Fundet på bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke i 1610)